Løbsberetning Vejle - Skanderborg 51,4K

Jeg skal fra starten undskylde at dette indlæg ikke bliver verdens bedst sammenhængende. Der er dele af turen der er smuttet fra hukommelsen og dele af turen som jeg bytter rundt på, så der er en naturlig forklaring på at alt ikke er i kronologisk orden.

Så kom dagen hvor jeg skulle indfri det væddemål jeg i kådhed og tildels i fuldskab havde indgået med min gode ven Rasmus. Stemningen mellem os har i de seneste dag båret præg af en sund konkurrencementalitet. Rasmus har skullet ligge ører til mit "Er du begyndt at spare op", mens jeg har skullet høre på slet skjulte "trusler" som, "Ved du hvor ondt det gør at træde på en flok partisansøm". Alt sammen noget der har været med til at motivere mig endnu mere ;-)

Jeg var dog ikke i tvivl om at Rasmus rent faktisk var ved at få "kolde fødder". Det gav sig bl.a. udslag i at han havde kontaktet løbebutikken Runners High i Horsens, for at få en definition af løb. For vi havde jo væddet om at jeg skulle løbe på arbejde. Det betød også at jeg havde valgt at tage alle mine pauser stående, så jeg ikke skulle høre på hans undskyldninger om at jeg var gået noget af vejen. ;-)

Mandag morgen kl. 4.39 gik starten og jeg var top klar. Det samme var min "følgevogn" Henrik Hammerskov som havde indvilget i at cykle med hele vejen. Jeg har takket ham mange gange, men det kan ikke understreges nok, hvor dejligt det er at have en hjælper på sådan en tur. Der var hele tiden væske i nærheden, og Henrik var supergod til at holde mig fast i en rytme, så jeg fik væske indenbords hele tiden. Samtidig havde vi spændt en batteridrevet Ipod højtaler på cyklen, så der var også musik med på turen. Både Henrik og musikken var med til at holde humøret oppe. (Specielt når der var Volbeat eller Nephew i højtalerne)

Henrik var dog ikke min eneste hjælper. Min kone havde også valgt at tage en fridag, så da hun havde afleveret ungerne 6.15, hoppede hun i bilen og kørte efter os. Hun mødte os efter ca. 23 km og fik bl.a. taget de mange billeder og lavet lidt videoklip. Hun sørgede også for at køre i forvejen og gøre klar til de "store" depotstop som jeg havde valgt at ligge for hver ca. 10 km. Så når man kom frem så var mad, vand og salttabletter gjort klar. Det eneste jeg skulle koncentrere mig om var at sætte det ene ben foran det andet 30 -40.000 gange.

Indtil 30 km gik turen stort set efter planen. Eneste lille "hickup" var ved ca. 9 km. hvor morgenmaden ikke ville blive indenbords. Det kostede 5 minutter, men ellers var jeg lige på planen med løbetider og pauser.

Ved 31 til 33 km var jeg iflg. Henrik irritabel og lidt nede. På det tidspunkt var der gået godt 3 timer, og jeg røvkedede mig for at sige det på godt dansk. På trods af det perfekte vejr og det gode selskab, så begyndte min hjerne at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg gjorde det her.
Det gik dog over allerede ved 33 km hvor 3 af mine kollegaer stod og heppede mig på vej. Jeg havde først forventet at se dem ved 37, for der var tale om 3 kollegaer som ville løbe de sidste 14-15 km sammen med mig. De kørte videre frem til vores aftalte mødested og tanken om at der kun var 4 km til jeg fik selskab af andre løbere fik humøret op igen.

Fra v/ Brian Kronborg, mig selv, Klaus Mogensen og Sonny Moric

Fra 37 løb vi i samlet flok, Brian, Klaus, Sonny og undertegnede frem til depotet ved 41 km hvor min 4. "løbe"kollega Dorthe Guldager steg på turen.

Mig, Hammeren, Sonny, Klaus, Dorte og Brian v/ 41 km

På dette tidspunkt var jeg ovre alle kriser og følte at jeg havde ekstremt gode ben. Mit eneste problem var at jeg følte maven var fuld, så jeg havde virkelig svært ved at få væske indenbords. Jeg tog det ikke så tungt, for der var trods alt "kun" 10 km igen. Henrik gjorde mig dog opmærksom på at jeg ikke havde drukket andet end 1 dl. siden 34 km, så jeg tvang noget væske i mig.

Det med de gode ben skulle vise sig at holde stik. Da vi satte igang igen, havde vi 1 km stejl "nedkørsel" og derefter rutens hårdeste bakke. 1,2 km opad. Hvilket kan skimtes på billedet nedenfor.
1,2 km stigning op mod Vrold

På denne stigning var benene så gode at jeg fik sat mine medløbere af. Jeg havde regnet med at skulle løbe ca. 6 min/km på dette tidspunkt, men tempoet lå lige omkring 5.15-5.30 en stor del af tiden og der fandt jeg en fantastisk rytme. Jeg ville allerhelst være løbet samlet med de gode kollegaer som har støttet mig i hele projektet, men når man finder en rytme efter 42-43 km, så holder man den. Så er der desværre ikke overskud til at tænke på "de andre". Jeg sendte Henrik tilbage for at "aflyse" den sidste samling 1 km før mål, og så satte jeg gas på. Jeg havde stadig Klaus Mogensen ved min side, og da han er en stor fan af fænomenet "Mindful Running", løb han og sagde at jeg bare skulle glemme mit ur og så være i nuet, nyde mit øjeblik, og alt muligt andet hippie gejl, som rent faktisk gav god mening på det tidspunkt.


Da jeg nåede Finanssektorens Uddannelsescenter, som er det meget mundrette navn for min arbejdsplads ventede yderligere en folk af mine dejlige kollegaer på mig. Det var et stort øjeblik at løbe ind over "målstregen" i Skanderborg. Løbet var nærmest blevet en event for hele huset, og ikke kun jeg, men også mine medløbere som kom i mål et par minutter senere blev hyldet.

Sonny som var blevet sat på bakken ved Vrold havde kæmpet sig alene igennem de 15 km og skar intet mindre end 5 minutter af sin tidligere PR på 15 km. Det er super godt gået, og mindst ligeså stor hyldest værd som min præstation. Løb handler nemlig langt hen af vejen om at udfordre sine egne grænser og derigennem opnå succes.

På trods af at Rasmus ikke er sportsidiot af helt samme kaliber som jeg selv, så viste han på dagen at han besidder sportsmanship i stor grad. Han var en af de første til at give en krammer og sige tillykke og samtidig overrække mig et diplom med lovning på den aftalte skitur. I det hele taget var modtagelsen meget meget overvældende og hvis det ikke var fordi jeg var for træt til at græde, tror jeg at det havde trukket en tåre.

Hvis jeg skal summere dagen op, så er det nok sammen med Cph. marathon, den mest lærerige i mit løbeliv. Til Cph. lærte jeg hvad det koster hvis man starter i for højt tempo. På denne tur lærte jeg til gengæld hvordan en blød start kan gøre et løb til det mest veldisponerede jeg nogensinde har løbet. Det virker helt surrealistisk at løbe 51,4 km uden nogen form for kramper, i et bedre snittempo end Marathon hvor man kæmpede med kramper halvdelen af turen.
Det veldisponerede løb betød at jeg kun var 11 sekunder fra at ramme den tid som jeg bloggede forleden. I bloggen skrev jeg en forventet sluttid på 5.15.00 og den blev 5.15.11.
Du kan finde data fra pulsuret her.

Alt i alt var det bare en helt fantastisk dag, som virkelig har givet mig blod på tanden i forhold til at løbe Ultraløb. Jeg glæder mig helt vildt til oktober hvor Ultradebuten bliver en realitet.

Endnu en tak til: Min kone Louise, Rasmus Salling, Henrik Hammerskov, Sonny Moric, Brian Kronborg, Klaus Mogensen, Dorthe Guldager, hele AGU og alle andre der på den ene eller den anden måde har støttet og opmuntret mig.

NU SKAL JEG PÅ SKITUR

/Stjernholm

Tanker flytter intet alene....Aristoteles