Løbsberetning Vejle - Skanderborg 51,4K

Jeg skal fra starten undskylde at dette indlæg ikke bliver verdens bedst sammenhængende. Der er dele af turen der er smuttet fra hukommelsen og dele af turen som jeg bytter rundt på, så der er en naturlig forklaring på at alt ikke er i kronologisk orden.

Så kom dagen hvor jeg skulle indfri det væddemål jeg i kådhed og tildels i fuldskab havde indgået med min gode ven Rasmus. Stemningen mellem os har i de seneste dag båret præg af en sund konkurrencementalitet. Rasmus har skullet ligge ører til mit "Er du begyndt at spare op", mens jeg har skullet høre på slet skjulte "trusler" som, "Ved du hvor ondt det gør at træde på en flok partisansøm". Alt sammen noget der har været med til at motivere mig endnu mere ;-)

Jeg var dog ikke i tvivl om at Rasmus rent faktisk var ved at få "kolde fødder". Det gav sig bl.a. udslag i at han havde kontaktet løbebutikken Runners High i Horsens, for at få en definition af løb. For vi havde jo væddet om at jeg skulle løbe på arbejde. Det betød også at jeg havde valgt at tage alle mine pauser stående, så jeg ikke skulle høre på hans undskyldninger om at jeg var gået noget af vejen. ;-)

Mandag morgen kl. 4.39 gik starten og jeg var top klar. Det samme var min "følgevogn" Henrik Hammerskov som havde indvilget i at cykle med hele vejen. Jeg har takket ham mange gange, men det kan ikke understreges nok, hvor dejligt det er at have en hjælper på sådan en tur. Der var hele tiden væske i nærheden, og Henrik var supergod til at holde mig fast i en rytme, så jeg fik væske indenbords hele tiden. Samtidig havde vi spændt en batteridrevet Ipod højtaler på cyklen, så der var også musik med på turen. Både Henrik og musikken var med til at holde humøret oppe. (Specielt når der var Volbeat eller Nephew i højtalerne)

Henrik var dog ikke min eneste hjælper. Min kone havde også valgt at tage en fridag, så da hun havde afleveret ungerne 6.15, hoppede hun i bilen og kørte efter os. Hun mødte os efter ca. 23 km og fik bl.a. taget de mange billeder og lavet lidt videoklip. Hun sørgede også for at køre i forvejen og gøre klar til de "store" depotstop som jeg havde valgt at ligge for hver ca. 10 km. Så når man kom frem så var mad, vand og salttabletter gjort klar. Det eneste jeg skulle koncentrere mig om var at sætte det ene ben foran det andet 30 -40.000 gange.

Indtil 30 km gik turen stort set efter planen. Eneste lille "hickup" var ved ca. 9 km. hvor morgenmaden ikke ville blive indenbords. Det kostede 5 minutter, men ellers var jeg lige på planen med løbetider og pauser.

Ved 31 til 33 km var jeg iflg. Henrik irritabel og lidt nede. På det tidspunkt var der gået godt 3 timer, og jeg røvkedede mig for at sige det på godt dansk. På trods af det perfekte vejr og det gode selskab, så begyndte min hjerne at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg gjorde det her.
Det gik dog over allerede ved 33 km hvor 3 af mine kollegaer stod og heppede mig på vej. Jeg havde først forventet at se dem ved 37, for der var tale om 3 kollegaer som ville løbe de sidste 14-15 km sammen med mig. De kørte videre frem til vores aftalte mødested og tanken om at der kun var 4 km til jeg fik selskab af andre løbere fik humøret op igen.

Fra v/ Brian Kronborg, mig selv, Klaus Mogensen og Sonny Moric

Fra 37 løb vi i samlet flok, Brian, Klaus, Sonny og undertegnede frem til depotet ved 41 km hvor min 4. "løbe"kollega Dorthe Guldager steg på turen.

Mig, Hammeren, Sonny, Klaus, Dorte og Brian v/ 41 km

På dette tidspunkt var jeg ovre alle kriser og følte at jeg havde ekstremt gode ben. Mit eneste problem var at jeg følte maven var fuld, så jeg havde virkelig svært ved at få væske indenbords. Jeg tog det ikke så tungt, for der var trods alt "kun" 10 km igen. Henrik gjorde mig dog opmærksom på at jeg ikke havde drukket andet end 1 dl. siden 34 km, så jeg tvang noget væske i mig.

Det med de gode ben skulle vise sig at holde stik. Da vi satte igang igen, havde vi 1 km stejl "nedkørsel" og derefter rutens hårdeste bakke. 1,2 km opad. Hvilket kan skimtes på billedet nedenfor.
1,2 km stigning op mod Vrold

På denne stigning var benene så gode at jeg fik sat mine medløbere af. Jeg havde regnet med at skulle løbe ca. 6 min/km på dette tidspunkt, men tempoet lå lige omkring 5.15-5.30 en stor del af tiden og der fandt jeg en fantastisk rytme. Jeg ville allerhelst være løbet samlet med de gode kollegaer som har støttet mig i hele projektet, men når man finder en rytme efter 42-43 km, så holder man den. Så er der desværre ikke overskud til at tænke på "de andre". Jeg sendte Henrik tilbage for at "aflyse" den sidste samling 1 km før mål, og så satte jeg gas på. Jeg havde stadig Klaus Mogensen ved min side, og da han er en stor fan af fænomenet "Mindful Running", løb han og sagde at jeg bare skulle glemme mit ur og så være i nuet, nyde mit øjeblik, og alt muligt andet hippie gejl, som rent faktisk gav god mening på det tidspunkt.


Da jeg nåede Finanssektorens Uddannelsescenter, som er det meget mundrette navn for min arbejdsplads ventede yderligere en folk af mine dejlige kollegaer på mig. Det var et stort øjeblik at løbe ind over "målstregen" i Skanderborg. Løbet var nærmest blevet en event for hele huset, og ikke kun jeg, men også mine medløbere som kom i mål et par minutter senere blev hyldet.

Sonny som var blevet sat på bakken ved Vrold havde kæmpet sig alene igennem de 15 km og skar intet mindre end 5 minutter af sin tidligere PR på 15 km. Det er super godt gået, og mindst ligeså stor hyldest værd som min præstation. Løb handler nemlig langt hen af vejen om at udfordre sine egne grænser og derigennem opnå succes.

På trods af at Rasmus ikke er sportsidiot af helt samme kaliber som jeg selv, så viste han på dagen at han besidder sportsmanship i stor grad. Han var en af de første til at give en krammer og sige tillykke og samtidig overrække mig et diplom med lovning på den aftalte skitur. I det hele taget var modtagelsen meget meget overvældende og hvis det ikke var fordi jeg var for træt til at græde, tror jeg at det havde trukket en tåre.

Hvis jeg skal summere dagen op, så er det nok sammen med Cph. marathon, den mest lærerige i mit løbeliv. Til Cph. lærte jeg hvad det koster hvis man starter i for højt tempo. På denne tur lærte jeg til gengæld hvordan en blød start kan gøre et løb til det mest veldisponerede jeg nogensinde har løbet. Det virker helt surrealistisk at løbe 51,4 km uden nogen form for kramper, i et bedre snittempo end Marathon hvor man kæmpede med kramper halvdelen af turen.
Det veldisponerede løb betød at jeg kun var 11 sekunder fra at ramme den tid som jeg bloggede forleden. I bloggen skrev jeg en forventet sluttid på 5.15.00 og den blev 5.15.11.
Du kan finde data fra pulsuret her.

Alt i alt var det bare en helt fantastisk dag, som virkelig har givet mig blod på tanden i forhold til at løbe Ultraløb. Jeg glæder mig helt vildt til oktober hvor Ultradebuten bliver en realitet.

Endnu en tak til: Min kone Louise, Rasmus Salling, Henrik Hammerskov, Sonny Moric, Brian Kronborg, Klaus Mogensen, Dorthe Guldager, hele AGU og alle andre der på den ene eller den anden måde har støttet og opmuntret mig.

NU SKAL JEG PÅ SKITUR

/Stjernholm

Tanker flytter intet alene....Aristoteles

De sidste forberedelser......(og så er der skitur)

Der er ved at være kriller i maven....hvis du kender min løbskalender her fra bloggen, ved du sikkert hvorfor.

Mandag går det løs - jeg skal for første gang løbe en distance der er længere end de magiske 50 km. Den distance der for mig betyder ULTRALØB. Man har selvfølgelig ikke løbet ultraløb før man har deltaget i et officielt løb, men mandagens løb er meget vigtigere end alle de officielle løb jeg har løbet....til sammen. Det giver mig en meget vigtig indikation af hvor jeg står i forhold til at løbe over 60 km på 6 timer til oktober, og hvad vigtigere er, så er der et væddemål på turen.

Det drejer sig om det "store" væddemål som faktisk var kickstarten på min løbe"karriere".

Ramus som er en af mine absolut bedste venner rystede den røde klud "DU KAN IKKE" foran næsen på mig, og så er jeg typen som taler før jeg tænker.

"Selvfølgelig kan jeg da løbe på arbejde, hvor meget skal vi vædde" fik jeg sagt inden jeg overhovedet havde overvejet hvor langt der er fra Vejle til Skanderborg. Det skal siges at jeg på daværende tidspunkt vejede 12-13 kilo mere end nu, og absolut ikke havde verdens sundeste livsstil.

Jeg er ret sikker på jeg vinder væddemålet, men uanset hvem der vinder så skylder jeg faktisk Rasmus stor tak for udfordringen. Siden vi indgik væddemålet, har min livsstil ændret sig drastisk, og jeg er sikker på at jeg aldrig vender tilbage til det usunde liv igen.

I dag kørte jeg ruten igennem for at finde de optimale steder til at holde depotstop. Da en anden god ven kører med på cykel, skulle jeg finde nogle steder hvor vi kunne komme lidt væk fra vejen. En del af de steder vi skal løbe er ret trafikkerede, så små markveje og parkeringspladser, var det jeg var på udkig efter. Jeg fandt en masse gode steder at gøre holdt, og fandt også et par steder hvor mine løbeglade kollegaer kan hægte sig på turen. En enkelt kommer og løber de sidste 15 med mig, og yderligere to hægter sig på når der mangler 10 km (På forhånd tak for støtten)

Ellers er jeg begyndt at finde tøj, gel, drikkedunke osv. frem så det er klart mandag morgen kl. 4.37, hvor starten går. Tingene skal helst være ordnet så jeg ikke skal tænke ret meget, da min hjerne tidligst står op kl. 6.00.

Klokken 4.37 står solen op, og jeg vil derfra forsøge at bevæge fødderne efter følgende plan.

Distance/tid/samlet tid

00-10 km / 58 min / 0:58
Depotpause (3 min)
11-20 km / 58 min / 1:59
Depotpause (3 min)
21-30 km / 58 min / 3:00
Depotpause (5 min)
31-37 km / 41 min / 3:43
Depotpause (3 min)
38-41 km / 24 min / 4:10
Depotpause (3 min)
42-46 km / 30 min / 4:43
Depotpause (3 min)
47-51 km / 30 min / 5:15

Hvis jeg kan løbe de 51 km på under 6 timer er væddemålet vundet, og det er lidt mere end æren der står på spil (selvom æren er det vigtigste). Taberen af væddemålet skal give modparten en skitur i en uge. Så uanset hvad så vinder jeg, for det er alt alt for længe siden jeg har været på skitur.......

Jeg glæder mig til mandag.....for så skal jeg ud at løbe mig lidt nærmere mit mål.

/Stjernholm

Tanker flytter intet alene....Aristoteles

En dag med store oplevelser

Min blog i dag har fare for at komme til at lyde en lille smule fjollet, for man skulle tro at når man var kommet op på en alder af 32 somre, så var man ovre det stadie hvor man kunne blive "småkulret" af at møde et idol.

Det var ikke desto mindre det der skete for mig i toget mod København på vej til broløb. På et af sæderne bag mig sidder Lars Skytte Christoffersen. For folk der ikke interesserer sig voldsomt for ultraløb, så kan navnet virke absolut ubekendt, men i ultrakredse kender man navnet både i Danmark og internationalt, hvor Lars i de seneste år har løbet sig ind i den absolutte verdenselite. Her er et meget lille udpluk af hans meritter.

Efter kun at have løbet i 9 måneder satte Lars dansk rekord på 6 timers løb med en distance på over 73 km.

Sidste år blev han nr. 2 i det legendariske løb Sparthalon i Grækenland, hvor han tilbagelagde de 246 km på 24:31:45

Seneste bedrift var til et invitationsløb i Surgeres (Frankrig), hvor Lars på en 300 m bane satte dansk rekord og verdensrekord for sin alderklasse når det gælder 48 timers løb. 372,96 km på de 48 timer.

48 timers løbet var den sidste weekend i maj måned, og da jeg mødte Lars i går, var han på vej til Bornholm for at løbe 6 dages løb!!!!

Lars var superflink og åben overfor at fortælle om sine oplevelser i Frankrig og til Sparthalon, og jeg sugede bare til mig alt hvad jeg kunne. En super start på dagen som hvert fald fik mit humør op på den store klinge, for det var ret stort at møde manden som er den direkte årsag til at jeg begyndte at drømme om ultraløb.

Tilbage til det som dagen oprindeligt handlede om....broløbet. Jeg havde set frem til det, for det er altid specielt at løbe i store felter. Det største startfelt jeg havde prøvet inden starten var de ca. 11.000 der var til start til Cph. marathon. Næsten 3 gange så mange var til start i går, hvor deltagerantallet var 30.000.

Det forløb ret godt, men bl.a. ved vandposterne var der kaos, fordi den del af motorvejen vi kunne løbe på blev indskrænket med 2/3 dele når vi skulle forbi depoterne. Ved målgang var der heller ikke nok plads til at komme væk, så en del løbere måtte trippe utålmodigt i "kø" for at kome over måtten og få målt sin tid.

Ellers bød løbet på en del spcielle oplevelser. Den første var at vi skulle gå 2-3 km fra ned af motorvejen inden vi nåede tunnelen hvor starten gik. Jeg er glad for det ikke regnede, for der var ikke givet nogen info om den "ekstra" tur, så jeg havde smidt mit engangsregnslag. Pga. de mange mennesker var vi først i tunnelen ca. 23 minutter efter starten var gået.

Tunnelen var den anden specielle oplevelse. Der var så varmt at man troede det var løgn. Man havde løbet 1 km, og så haglede sveden af en som om man havde spurtet en 10'er. Rigtig mange var ramt allerede i tunnelen, og måtte ned og gå efter 2-3 km. Så er der altså forholdsvist langt hjem på et halvmarathon.

Den tredje specielle oplevelse var vi selv skyld i. Min makker Søren der løb debut på distancen og som jeg havde aftalt at følges med, vidste ikke helt hvor formen var, men ville gerne under 2 timer. Derfor placerede vi os i feltet hvor vi kunne se 2.05 ballonen og 2.10 ballonen, og så kunne det jo ikke gå helt galt. Aldrig har jeg mødt et løb, hvor så mange løbere må have overvurderet egne evner, og da Søren samtidig havde undervurderet egne evner, kom vi til at løbe zig zag samtlige 21 km. På tros af langsomme kilometre i tunnelen, gav Søren den max gas på den første halvdel som var opad, og da vi så kunne give lidt ekstra på den sidste halvdel som var nedad bakke i medvind ;-) så gav det alt i alt et næsten perfekt disponeret løb og en tid på 1.49. Super debut for Søren, som jeg håber vil med igen en anden gang.

Afslutningen var OK. Der var medaljer, rygsæk, energibar, vand, bananer og ikke mindst KANELGIFLER. Fremover bør ethvert løb have kanelgifler i målområdet. Vi kom også rimeligt hurtigt med busserne, men jeg hørte fra en kollega som også løb, at det blev kaos for dem der kom ind bare lidt senere end os. Han ventede i næsten 2 timer i det kolde vejr, så han synes ikke helt så godt om afslutningen på løbet.

Alt i alt et godt løb, som dog ligesom København marathon et par ankepunkter. Informationsniveauet inden løbet var ikke helt oppe på det niveau jeg ville udøve hvis jeg inviterede 30.000 gæster. Antallet af toiletter i startområdet var ikke det antal jeg ville have hyret til 30.000 gæster og sidst men ikke mindst så er det irritende at man bliver lovet at man kan se tider på nettet og få det på SMS umiddelbart efter løbet og så det ikke virker. Der var godt nok tider på nettet, men det var bruttotider, og med en start der tog over 40 minutter fra 1 til sidste mand, så er det ikke en tid man kan bruge til noget som helst med mindre man startede forrest.

Jeg har desværre ingen billeder der kan vise stemningen, men den var rigtig god til Broløbet og med til at trække løbet op på 3 ud af 5 pulsure.

Ovenstående karakter er givet inden det stod klart at halvdelen af løberne aldrig vil kunne få deres præcise tid, pga. fejl i tidtagninssystemet. Sparta mener at kunne anslå tiderne med 15 sek. nøjagtighed, men de er mindst 1 minut fra på min tid.

Selvom Sparta fralægger sig ansvaret så kan man som løber altså kun holde arrangøren ansvarlig for sådan en brøler. Tidtagningen er så vigtig en del, at selvom de måske er andres "skyld", så får løbet kun få 2 af 5 pulsure.

/Stjernholm

Tanker flytter intet alene....Aristoteles

Flid, fedt og snyd - et besøg på Active Institute

Så kom dagen som jeg har set frem til i rigtig lang tid. Lige siden jeg første gang på tv så en atlet blive udsat for testudstyr der kun måle iltoptagelse og derigennem maksimal "ydeevne", har jeg haft lyst til at prøve det.

I forbindelse med min forberedelse til Cph 6 hours run, har jeg valgt at lade drømmen blive til virkelighed. For en måneds tid siden sad jeg og forsøgte at finde ud af hvordan jeg selv kunne anslå min iltoptagelse, mit kondital osv. og faldt over Active Institutes hjemmeside. Active institute er en erhvervsdrivende forening der ligger i forbindelse med Institut for Idræt på Århus Universitet.

Der var en ret god beskrivelse af hvordan de testede, hvilken baggrund de havde for det, og hvilken erfaring de havde. Min konklusion blev at når de er gode nok til proffesionelle cykelryttere, så er de med sikkerhed også gode nok til mig. Jeg tog kontakt til Jesper Franck fra instituttet og vi fik aftalt en tid til en Sub-max test og en max-test.

Testene foregår på løbebånd, og man bliver via én maske koblet til to slanger. En man trækker luft ind igennem og en anden hvor man puster luften ud igen. Den luft man puster ud bliver så analyseret for ilt og co2 osv, hvilket sammen med blodprøver danner grundlag for resulatet.

Før de to tests fik man også målt fedt-%, de var nok de mest grænseoverskridende i dag ;-)

Sub-max testen bestod af 20 minutters løb, hvor hastigheden blev sat op hver 5. minut. Mine hastigheder var 10 - 11 - 12 - 14 km/t i hvert af intervallerne. I slutningen af hvert interval trak Jesper lidt blod fra en finger så han kunne måle laktatindholdet. Det er det vi andre dødelige kalder mælkesyrer. De data Jesper fik ud af Sub-max testen brugte vi bl.a. til at analysere min løbeøkonomi ved de forskellige tempi.

Max-testen bruges til at bestemme maxpuls og kondital. Maxpulsen danner grundlag for at ramme de rigtige træningszoner, og konsitallet fortæller hvor mange ml ilt jeg kan optage pr. min pr. kg. kropsvægt. Ved fremtidige målinger bruger man konditallet til at se hvor stor virkning træningen har haft.

Max-testen var ligeså hårdsom jeg havde frygtet. Hastigheden blev sat til 15 km/t (4 min/km), og så løb man 2 minutter på "flad vej" og derefter kom der 2 % hældning på for hvert 1½ minut.

Jeg nåede at løbe 6m 33sek, hvilket betød at jeg nåede 3 sekunder med 8 % hældning, før jeg, med lungerne hængende ud af halsen, måtte give fortabt. Jeg var så desorienteret at jeg glemte at jeg havde en "sikkerhedsstrop" i ryggen. Så da jeg forsøgte at stå af løbebåndet hang jeg pludselig og svævede 30 cm over jorden.

Resultatet af testen var opløftende. Et lille udvalg af målingerne nedenfor.

Fedt% = 21% (Det er for højt men bedre end forventet)
VO2-max = 4,5 L/min (Havde regnet med 3,8 til 4)
Kondital = 59,9 ml ilt/kg/min (Havde håbet på 50 til 52)
Maxpuls = 199 bpm

Alle disse målinger dannede grundlag for en snak med Jesper om min træningsintensitet, i forhold til de mål jeg har om at løbe rigtig langt. Bl.a. hvilke pulszoner jeg skulle træne i. Hvordan jeg skulle planlægge min intervaltræning osv.

Alt i alt en superoplevelse som jeg synes at alle skal give sig selv, hvis de vil lidt flere ambitioner end bare at få motion. Uanset om det er ny rekord på 100m, 10.000m eller marathon, er jeg overbevidst om at man kan få bedre udnyttelse af sit potentiale med hjælp fra test som dem jeg var igennem i dag.

Tilbage til min overskrift. Flid krævede det at gennemføre testen, fedt.....den famøse fedtprocent, og snyd var der nu ikke noget af i dag, men tankerne blev alligevel ledt derhen, da jeg skulle i kælderen for at klæde om. Det første man møder da man træder ud af elevatoren i kælderen er et skilt hvor der står Idrætsmedicin......gad vide hvad de laver der???..... ;-)

/Stjernholm

Tanker flytter intet alene....Aristoteles

Anmeldelse: Yurbuds

Så ankom seneste skud på udstyrsstammen. To små silikoneovertræk til mine høretelefoner, som skulle få dem til at side bedre fast og kanalisere lyden bedre ind i øret, og derved forbedre lydkvaliteten.

Da jeg åbnede pakken var jeg først positivt overrasket. Der var både en fin lille "taske", som kan transportere mp3 afspiller og høretelefoner, samt et sæt høretelefoner med. Da jeg fik de 2 blå overtræk i hånden var følelsen dog lidt mere lunken. De føltes ikke af meget og så ud af ligeså meget. Det kan da ikke gøre meget forskel var min første tanke.

Men selv "en mester" kan tage fejl.

Det var en lille smule svært at få overtrækken placeret på høretelefonere, så de passede præcist i øret. Det tog to-tre forsøg, men det er måske fordi mine øre er skæve??

Da de først var justeret på plads var det intet mindre end en fantastisk oplevelse.

Pasform: Selvom jeg tvivler på at Yurbuds.com har gjort ret meget andet med mit billede end at finde den rigtige størrelse, så har de formået at lave nogle overtræk der nærmest "suger" sig ind i øret. Så det er ikke falsk reklame når de skriver "Utterly determined to stay in" (Fuldkommen målrettet på at blive i).

Lyd: Det største problem med sportsmodeller af høretelefoner, er at så snart de går bare lidt løs, så bliver specielt basgengivelsen meget ringe. Lyden bliver ikke kanaliseret ind i øret, men preller af "uden på" øret, fordi høretelfonen hopper og danser.
Pga. pasformen som er beskrevet ovenfor hopper høretelefonen ikke længere, og den lille lydkanal som "suger" sig ind i øregangen, gør at lyden kun ryger ét sted hen. Direkte ind i kraniet, og det lyder fantastisk. Hvor jeg før havde EQ'en sat med max bas, kunne jeg nu rent faktisk forsøge at indstille til den til det musik jeg hører. Som regel rock.

Prisen: Fordi yurbuds kun sælges ud af US, gør fragtomkostningerne dem dyre. Men prisen uden fragt på 30$ synes jeg egentlig er meget fornuftig i forhold til hvor meget bedre lyd jeg får ud af min Ipod.

Samlet vurdering: 4 af 5 pulsure







Skala:
0 pulsure: Jeg skal have penge for at bruge det
1 pulsur: Er ikke pengene værd
2 pulsure: Kan bruges hvis det er eneste alternativ
3 pulsure: Fornuftigt produkt, men ikke prangende
4 pulsure: Super produkt med få mangler
5 pulsure: Det kan ikke gøres bedre